Væsentlige risici
De væsentligste risici i Finansiel Stabilitet vedrører usikkerheden på afviklingen af aktiviteter, som Finansiel Stabilitet har overtaget under Bankpakke-aktiviteterne samt risikoen for tab fremadrettet som følge af restrukturering og afvikling af nødlidende pengeinstitutter m.v., hvor der efterfølgende opstår tab på den indskudte kapital i forbindelse med afvikling af aktiviteterne. Derudover indebærer den aktive investeringsforvaltning, at der påtages renterisiko.
I lighed med den økonomiske opdeling mellem Bankpakke-aktiviteter, Garantiformuen samt Afviklingsformuen er Finansiel Stabilitets risici tilsvarende opdelt.
De væsentligste risici under de forskellige segmenter er nærmere beskrevet i Finansiel Stabilitets årsrapport for 2022, hvortil henvises for yderligere omtale af risici og risikostyring.
Begivenheder efter delårsperiodens udløb
Der er ingen væsentlige begivenheder efter balancedagen.
Forventninger til 2023
Forventningen til resultatet for 2023 fastlægges ud fra de tre segmenter i Finansiel Stabilitet koncernen. På grundlag af det aktuelle renteniveau primo august 2023 forventes der for Afviklingsformuen et overskud på omkring 1,3 mia. og for Garantiformuen et overskud på ca. 100 mio. kr. For Bankpakke-aktiviteterne forventes tilsvarende et overskud på ca. 100 mio. kr.
Resultatforventningerne er behæftet med nogen usikkerhed, idet der særligt er en betydelig usikkerhed om de aktiviteter, som knytter sig til Bankpakke-aktiviteter og for aktiviteter vedrørende værdipapirforvaltning. I den anførte forventning til koncernresultatet indgår således ikke en mulig driftseffekt af værdireguleringer af aktiver, hvor afviklingen måtte vise sig at være enten bedre eller dårligere end de bogførte værdier. Derudover knytter der sig usikkerhed til udfaldet af eventualforpligtelser herunder retssager og tvister. Endeligt vil renteændringer kunne påvirke resultatet væsentligt i Garantiformuen og Afviklingsformuen.